En produktions- eller industrivirksomhed sælger på specifikationer. Kunden leder efter et mål, en tolerance, et materiale, et godkendelsesnummer eller et datablad, og hun sammenligner med et konkurrerende produkt, mens hun gør det. Det gør produktdata til det vigtigste indhold på siden – vigtigere end forsidebilledet og langt vigtigere end teksten om virksomhedens historie.
Problemet er sjældent, at data ikke findes. Det findes: i ERP-systemet, i et regneark hos produktchefen, i gamle pdf-kataloger, i leverandørernes filer og i hovedet på en sælger. Når det samme produkt skal vises på hjemmesiden, i webshoppen, på det tyske site og i et katalog, bliver det tastet flere gange, og så begynder tallene at være forskellige.
Derfor bygger vi industriløsninger indefra og ud: først styr på produktdata ét sted, så visningen på de kanaler, der skal bruge dem. Det er også det, der gør det realistisk at åbne et nyt marked eller et nyt sprog uden at fordoble arbejdet.