En kulturinstitution har et formidlingsproblem, der er stik modsat de flestes: der er ikke for lidt indhold, der er alt for meget. Samlinger, arkivalier, udstillinger, forskning, undervisningsmateriale og arrangementer skal alle sammen kunne findes, og de skal kunne findes af meget forskellige mennesker – fra skoleeleven til den professionelle forsker.
Samtidig er langt de fleste institutioner offentligt finansierede eller offentligt støttede. Det betyder, at webtilgængelighed ikke er et valg, og at der ofte skal tages hensyn til krav om åbenhed, arkivering og dokumentation, som en almindelig virksomhedsside slet ikke er bygget til.
Endelig er ressourcerne små i forhold til opgaven. Der er sjældent en webafdeling. Der er en formidler, en kommunikationsmedarbejder og en masse faglige medarbejdere, der skal kunne bidrage uden at være redaktører. Løsningen skal derfor bygges, så den kan drives af mennesker, hvis hovedopgave er noget helt andet.